Vi varmer op til en ny sæson

Udgivet

af

Forår – betyder øget klubaktivitet.

Standerhejsning

Søndag den 28. april mødes vi kl. 08:30 i klubben – Klubben giver et stykke brød og en kop kaffe inden vi hejser standeren omkring kl. 09:00.
Herefter vil der være tid til en tur på fjorden. Ved hjemkomsten kan den medbragte madpakke nydes i selskab med klubkammeraterne.

Ny stander
Vores gamle leverandør er blevet så gammel, at han lukkede sin virksomhed. Derfor har vi måttet finde en ny, som ikke syr men trykker standeren. Måske vil den have et lidt andet udtryk end de tidligere. Tiderne skifter og håndværk bliver til elektronik og mekanik.

Kontingentbetaling
Vi vil lige minde jer, der endnu ikke har indbetalt klubvigtig kontingent, om at tiden er ved at nærme sig hvor vi forventer at modtage:

kr. 900 for et medlemskab, 1.700 for et familiemedlemsskab, 400 for et ungdomsmedlemskab og 850 for frigivelseskurset.
Kajakpladserne er stadig kr. 100. Pengene kan indbetales via MobilePay 137282 eller
overføres på vores bankkonto 0755 3230147697. Vi glæder os til at se kontoen bugne.

Generalforsamling 2023

34 medlemmer deltog i årets generalforsamling på Føns Gl. Skole den 29. februar. Michael B blev valgt som dirigent. Hvis der var der nogen som opfattede generalforsamlingen lidt lang i spyttet, er det rigtigt, men vedtægtsændringer kræver generalforsamlingstid. Vedtægterne havde deres
oprindelse fra klubbens start i 1995, så der var brug for en opdatering. De fleste af ændringerne blev vedtaget. Tak for jeres tålmodighed. Resten gik glat. Dorte blev erstattet af Dan som bestyrelsessuppleant, tak til Dorte for en kraftfuld klubindsats som vil fortsætte på frigivelseskurset. Generalforsamlingen gav syndsforladelse for den forkerte egenkapital i 2022-regnskabet. Alle generalforsamlingens bilag kan ses på vores hjemmeside under referater.

Ny Klubkajak

Samme dag den 29. februar fik vi tilsagn om støtte til anskaffelse af en ny Coastrunner. DIF og DGI’s foreningspulje støttede klubben med kr. 25.700 til kajak og pagaj. Det bliver en rød Foam som vejer 13 kg. Vi forventer det bliver en attraktiv klubbåd som allerede nu ligger i kajakskuret.


I klubben

5-10 arbejdende pensionister har i det omfang de har haft mulighed for det, efter nytår brugt en del onsdag formiddage i klubben. Alle kajakker er gennemgået. En enkelt endda renoveret. Der er kommet nyt lys på toiletterne. Reolerne i klublokalet er blevet hævet. Det samme bliver køleskabet. Der er kommet rullegardiner i vinduet mod vest. Korfitz er pletlakeret og fået
gummikanter under bundpladerne. 3 inriggere har fået længere fangliner. Derudover er der lavet en del småting som ikke er synlige så snart de er udførte. Nyd det når vi samles igen i slutningen af april.

I år har vi fravalgt at deltage i Affaldsindsamling Danmark. Men I opfordres til at deltage i jeres lokalområders arrangementer. Der ligger meget som ikke hører naturen til.

Vi har konverteret ”sovende” materiel til aktiv værdi, derfor siger vi farvel til Pituaq, da den i mange år ikke vakt medlemmernes interesse. I bytte for den fik vi 2 nye pagajer (210 cm med 60 graders skivning).

Jette Vinter Hansen som er tilmeldt frigivelseskurset har startet sit klubliv med at forære os en meget fin flipperjolle. Tusind tak Jette.


Klubtøj – vi bestiller den 2. april – er du stadig interesseret, så skriv dig på listen i klubben.

Frigivelseskurset
Holdet er fuldtegnet. 13 kursister er tilmeldte. Kurset starter den 18. april hvor holdet vil blive introduceret til de udfordringer de vil møde de kommende uger. Tænk på, at parkering i klubben kan blive et torsdagsproblem. Parker da gerne overfor Sophienlyst og nyd spadsereturen til klubben.

Klubbens øvrige medlemmer skal være opmærksomme på, at klubkajakkerne er reserverede til kurset alle torsdag aftener frem til afslutningen den 9. juni.

Torsdagsroning fortsætter
Når frigivelseskurset er afsluttet den 9. juni, vil instruktørerne og deres hjælpere igen i år fortsætte med en klubaften om torsdagen hvor du vil finde gode rokammerater. De vil også forsøge at inspirere tidligere frigivne roere til at deltage. Alle bedes italesætte dette gode initiativ.

Broer

I starten af marts hjalp Niels Ulrik os. Vi fik vendt pontonerne til inriggerbroen så vi kunne rense dem for muslinger og rur. De er blevet gennemgået og Niels Ulrik hjælper os igen Skærtorsdag med at få dem i vandet. Derefter kan inriggerfolket komme tørskoet i bådene.
I uge 12 fik vi med Hans K’s initiativ placeret en meget flot trappe i Revkrogen som med 6 trin vil give os adgang fra skovvejen til stranden. En stor hjælp når vi skal udbedre bådebroen, som flyttes lidt mod vest. Det er planlagt at skulle ske midt april. Bænken har fået erstattet 2 siddebrædder i vestsiden. Højvandet tog de gamle med sammen med broen. Ved samme lejlighed blev der også kappet nogle lavthængende grene fra træer som af naturlige årsager søger mod stranden.

Kajakbroen renser vi først til efteråret, så den må indtil da være arnested for muslinger m.m.


Gave fra Assens Roklub
Assens Roklub har tilbudt os denne fine klinkbyggede 2er fra 1989 gratis, mod vi afhenter den i Assens. Båden ser lige så fin ud som tilbuddet er generøst. Vi besigtiger inriggeren i uge 13, og laver en aftale hvis den er som vi tror. Fortsætter drømmene, kunne vi anskaffe et par nye maconårer, og så kunne Fyn bliver reservebåd, og Skjold Viking kunne søge andre vande.