August har været en aktiv måned – husk TdG

Udgivet

af

Måneden kort

Masser af aflysninger: Strømmen som havde annonceret pølsetur den 10. august, men aflyste den dagen før. Det samme gjorde Skanderborg Roklub som havde planlagt at besøge os den 13. august. Den 24. august havde vi 6 roere tilmeldt Odense Roklubs Vigelsøtur, som desværre på grund af en misforståelse ikke blev til noget. 

Også gode ting: Den 19. august besøgte Keld klubben med 11 kolleger fra Arla. De lånte klublokalet og efter en kaffepause blev der tid til at ro. Alle 4 inriggere kom i vandet, og selv om de mest er vant til mælk, så kunne de godt klare vand. Faktisk var de ret gode. Den 28. bruger Herdis klubben til en sammenkomst nogle timer. Som vi plejer i sommermånederne, får klubben en del gæstebesøg. Vi har haft omkring 50. 

Roning: Indtil den 23. har vi i år roet omkring 17.000 km. Det er næsten 3.000 mindre end sidste år. Det er klubkajakkerne der trækker den største afvigelse. 

Tour de Gudenå – lørdag den 7. sep. 2024 kl. 09:00 til 18:00 Tilmeldingsfristen den 1. sep. 2024 kl. 23:59 er ved at være tæt på, hvis man har lyst til denne udfordring. Turene er 72, 44 og 23 km – Der foretages individuel tilmelding på DGI’s hjemmeside https://www.dgi.dk/kano-kajak-og-sup/aktuelt/arrangementer-og-events/tour-de-gudenaa. Transport og logistik aftales som vi plejer også individuelt.  Vi ved, at Sven og Hans A deltager.

Kajaktur på Haderslev Fjord 25 august.

Vi var 6 klubmedlemmer Jakob, Per, Søren, Sven, Jørgen og Hans som d. 25-8 drog til Haderslev for at ro på fjorden. Vi var oprindelig flere tilmeldte men der kom desværre flere frameldinger bl.a pga sygdom og en ikke alt for god vejrudsigt.

Vi fik da også føling med elementerne. Vi startede fra Haderslev Kajakklub og roede ud af fjorden. Med udadgående strøm og 4-5 m/sek i ryggen gik det bare derudaf. Men vi havde heldigvis situationsfornemmelse nok til at vide, at vi også skulle tilbage igen, så vi vendte om efter ca 8 km i stedet for de 12 der var ud til Stevelt Bådelaug som ellers var den oprindelige plan. Det viste sig at være en klog beslutning, for vinden tog til samtidig med, at vi fik et par ordentlige sjaskere på hjemvejen. Men på trods af modvind og modstrøm nåede vi da tilbage til klubhuset hvor vi spiste vores medbragte mad.

Vores eventyrlyst var dog ikke slut endnu, så efter maden entrede vi kajakkerne igen og roede indad imod byen. Målet var Haderslev Dam. Det gik også fint indtil vi efter et par km. kom til et stryg.

Her måtte vi bære kajakkerne op ad nogle trapper, vente på grønt lys over en vej og ca 100 m hen ad en sti før vi igen kunne sætte kajakkerne i vandet. Først kom vi under et par broer ind i en lille sø hvor turbåden lægger til. Her roede vi rundt langs kysten og fortsatte ud i Haderslev Dam.

Her blev vi for alvor udfordret. Hård blæst og store bølger som smed vand ind i kajakkerne. Efter ca. 1 kilometer aftalte vi at vi ikke gad mere, så vi vendte forsigtigt om. Så tog vi turen hjem igen med overbæring ved stryget, vente på grønt lys og ro tilbage til kajakklubben hvor vi var ved 14.30 tiden og vi kunne notere at hele turen havde været på 24 km.

Efter omklædning og læsning af kajakker begav vi os mod Fyn og var i vores egen klub ved 16.30 tiden. Vi var alle enige om at det havde været en rigtig fin tur og vil alle gerne af sted en anden gang og håbe på lidt mildere vinde så vi kan blive flere til at få glæde af den fantastiske fjord. Stor tak til alle for en fin tur og specielt tak til Sven for at køre med kajaktraileren.

Hans A.

Naturens dag:

Igen i år deltager vi i Naturens dag søndag den 8. september 2024 fra kl. 11:00 – 15:00. Vi holder åbent hus for gæster og for medlemmer, og vi håber jo altid at se både medlemmer og gæster i klubben.

Kertinge Nor – Kerteminde

Hvis der er interesse, så forsøger vi at lave en inriggertur fra Kerteminde Roklub i Kertinge Nor søndag den 15. september. Hurtig tilbagemelding vil være godt, hvis vi skal reservere båd/både. Hans K er kontaktperson.