I år er det 30 år siden klubben blev dannet, så nu er sæson nr. 29 i gang. For de friske sluttede sæson 28 aldrig. De fleste har dog ventet på de mildere tider som er på vej, vandet er nu omkring 10 grader. Vi starter nyhedsbrevet med dette foto fra 1965 som Niels Martners far har taget. Meget i verden er forandret siden da, men billedet viser, at der selv efter 60 år findes genkendelige holdepunkter.

Det sker – er sket – vil ske
- 1. maj – Opstart frigivelseskursus – Kajakker er reserveret kursister
- 2. maj – Gæstearrangement kl.13:00 – 15:30 – Korfitz optaget
- 9. maj – Opstart ungdomsholdet
- 17. maj – Kajaktur (husk tilmelding)
- 25. maj – Inriggertur til Rudkøbing (husk tilmelding 6 (8) pladser)
- 3. juni – Gæstearrangement kl 15:00 – 17:30 er alle robåde optaget
- 14. juni – Ren Natur – Affaldsindsamling Gamborg Fjord
- 2. april bekræftede Tryg, at de regulerer vores forsikringspræmie ned med knap 3.000
- 2. og 9. april blev inriggerbroerne sejlklare
- 15. april blev færøjollen til projekt “sikker vinterrobåd” overtaget af klubben
- 22. april startede Lotte et havkajakkursus med 8 medlemmer og 2 gæster
- 27. april deltog 35 medlemmer i standerhejsningen
- 30. april modtog vi 15.000 til vores vinterrobåd fra Energi Fyns Almene Fond.
Ikke kalenderlagt endnu
- Der trækkes strøm til endevæggen mod øst således der kan sættes en skærm op som tilknyttet en computer kan bruges til instruktion m.m.
- Skanseodden er planlagt flytning til værft medio maj.
Husk, at kontingentindbetaling vil være en værdsat tilkendegivelse. MobilePay 137282

Mille har syet 8 gøse. Søren har drejet og lakeret 4 standere. Kvalitetshåndværk.
De har støttet og hjulpet os i 2025
Her er de sponsorer, fonde og puljer som har givet os muligheden for innovation og udvikling i 2025. Vi takker for en værdifuld hjælp til Føns Søsportsklub.








Det har vi roet
Kilometer statistik | Denne sæson | Sidste sæson |
November til marts | 3.409 | 2.476 |
April | ca. 2.100 | 1.129 |
Standerhejsning – fuldt hus
35 deltog i vores standerhejsning – Vejret var lige så forrygende som snakken og humøret. Der blev sunget ad karsken bælg, nogle sang 3 og andre 4 vers alt efter hvilken version af sangbladet man havde! Lidt roderi skal der være plads til. Vi talte derefter 21 på vandet. En rigtig hyggelig formiddag og en super start på den nye sæson.




125-års jubilæum i Fåborg Roklub

Den 29. marts tog Søren og Poul til Fåborg for at fejre jubilæet. Det er en flot klub med et engageret klubliv og meget dejligt grej. Vi fik denne tak fra dem: ”Tusind tak for gaven og for jeres besøg i lørdags. Det var en fantastisk dag og det var dejligt, at I ville dele den med os”.
Ren natur

Affaldsindsamling lørdag den 14. juni kl. 09:00 til 12:00.
Generalforsamlingen den 27. februar støttede forslaget om deltagelse i affaldsindsamlingen Ren Natur. Et arrangement som giver klubben 2.400. Vi søgte om og fik tildelt Gamborg Fjord. Området er afgrænset til begge sider af inderfjorden fra Ronæs ud til Svinø. Vi skal være mindst 8, vi har tilmeldt 10 voksne og 3 unge. Tænker vi skal være nogle kajakker (måske også robåd) og nogle der går langs stranden. Vi ønsker tilsagn. SMS Poul 61780887. Støt op.
Sikker roning hele året hele livet
Projektet blev i midten af december støttet af Nordea-fonden “Liv i det lokale” med 20.000. I midten af april bevilligede Velux Fonden “Frivillighed 60+” os 24.800. April sluttede med Energi Fyns Almene Fond tildelte 15.000 til båden. I midten af april overtog vi jollen som vi havde fået forkøbsret til. Vinterrobåden skal være et attraktivt motionstilbud, når det er koldt og inriggerne ikke længere er sikre. Lars er begyndt på arbejdet. Tak til fondene og de frivillige som gør ide til virkelighed.

Forskning – Håber I ser positivt på at deltage

Klubben anbefaler, at vi bidrager til projektet Foreningers udvikling og betydning i Danmark, som udføres af Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitet (SDU) i samarbejde med Videncenter for Folkeoplysning. Vi har udleveret foreningens medlemmers navne og mailadresser (konflikter ikke med GDPR), således vil I modtage et elektronisk spørgeskema som I kan vælge at svare på. Vi føler formålet er godt og betydningsfuldt.